Udkant og ekstremismen

Nærhed og kvalitet er normalt de to faktorer, som sættes over for hinanden, når vi diskuterer, om fx hospitaler, biblioteker, socialforvaltning og politistation stadig skal findes i de små samfund.

På den ene side er det vigtigt, at der er kort vej til skadestuen, eller at mormor kan ligge på et lokalsygehus, hvor hun er i nærheden af dem, hun kender. På den anden side vil vi alle sammen gerne have den bedste ekspert til at tage hånd om os, når vi bliver syge, og han eller hun findes næppe på det lille, lokale sygehus, men på et af forskningshopitalerne i universitetsbyerne. Samme dilemma gør sig gældende for en række andre offentlige ydelser og institutioner: Vi kan ikke både have tilstedeværelse i lokalmiljøet og top-kvalitet.

Derfor er vi nødt til at vælge. Hidtil har jeg selv været mest for kvalitetsløsningen og centraliseringen – man er vel bymenneske? – men der er gode grunde til at tvivle på den løsnings lyksaligheder.

Min tvivl er opstået efter at have set debatten her: Udenomparlamentarisk politisk ekstremisme fra det svenske tildsskrift/medieforetagende Axess. (Forøvrigt et FREMRAGENDE kulturmagasin!) Det er en lang udsendelse, men snyd ikke dig selv for den sidste time. Især politibetjenten er spændende!

Det, som jeg tænker, efter at have set debatten, er, at hvis vi støvsuger alle mindre samfund for øvrighedsrepræsentanter; hvis vi fjerner alle samfundets symboler på, hvad det er, vi gerne vil som samfund, kan vi så overhovedet opretholde et samfund “derude”?

En af oplægsholderne fortæller om, hvordan ekstreme politiske og religiøse grupper overtager væsentlige samfunds- og civilsamfundsfunktioner i forskellige boligområder – starter klubliv, står for “sikkerhed”, skaber fællesskaber og meget mere – samtidig med at lokale politistationer nedlægges og andre offentlige institutioner også trækkes ud af områderne.

Så vidt jeg kan forstå ud af oplægget, er der tale om boligområder i storbyer, hvor befolkningstætheden er høj, men hvad forhindrer, at det fx kunne blive en by som Nakskov eller andre tidligere velfungerende småbysamfund, der kommer til at ligge blottede og modtagelige for stærkt holdningsbaserede alternativer til den demokratiske statsmagt og kommunens offentlige ydelser?

Hvordan kan vi bevare demokratiets engagement og symboler ude i de samfund, hvor det ikke er økonomisk rentabelt at være til stede, hvis kvaliteten samtidig skal tilgodeses? Er et udkantsdanmark uden lokal politistation, rådhus, bibliotek, skadestue, domhus etc. en grobund for at vende demokratiet og det nationale fællesskab ryggen og søge ind i ideologiske eller religiøse fællesskaber i stedet?

Og hvis det er, hvordan dæmmer vi så op for det? Hvad skal retsstatens og demokratiets nye tilstedeværelse og nye symboler i udkantsdanmark så være? Hvordan skal udkantens beboere fortsat sikres en plads i retsstaten og demokratiet, hvis de institutioner og symboler, vi kender, er væk?

Kort sagt: Hvordan bevarer vi det åbne samfund og dets venner – i hele samfundet?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *