Hvad havde Ritt regnet med?

I Information efterlyser Ritt Bjerregaard tænkende socialdemokrater.

Super! Kunne vi også få nogle tænkende konservative og venstrefolk? Findes der overhovedet nogen i de (førhen) store partier, som bruger den indvendige side af hovedet til at tænke og formulere, hvordan vores samfund bør se ud i fremtiden? Altså sådan på det værdimæssige og overordnede plan: Hvad er det gode samfund i det 21. århundrede? Og hvordan skaber vi det med demokratiske politiske midler?

Efter denne retoriske svada, er mit svar naturligvis: Hvis der er, så skjuler de det eddermame godt!

Nå, men hvorfor er der så ikke det?

Her kunne man jo vende blikket mod fru Bjerregaard selv og spørge: Hvem var det, der lagde vores skolesystem i ruiner i 70’erne?

Og vi har en vinder: Fru Ritt Bjerregaard! – Samt naturligvis det meste af generationen af baby-boomers, der hellere ville have, at vi hang i gardinerne og lavede afrikanske landsbyer i papmache, end at vi lærte stor litteratur og videnskabelige fakta at kende.

Og gevinsten, Fru Bjerregaard: En hel generation af dummernikker, der aldrig er blevet udfordret, som sjældent har fået udvidet vores kulturelle horisont, og som er sendt ud i verden uden dannelse og et vidensfundament at tænke ud fra.

Og så bliver det altså også derefter!

Kunne det måske endda tænkes, at vi lige nu tumler med en generation af politikere, hvor rockerforbindelserne skyder op som paddehatte på en fugtig sommerdag, fordi vi aldrig lærte at spejle os i kvalitetslitteraturens store etiske dilemmaer? Eller fordi vi frarøvet morgensangen aldrig fik alle de vanskelige ord og begreber som skyld, synd, ansvar, håb og retfærdighed helt ind under huden?

Løsningsforslag: Ritt Bjerregaard og hendes medsammensvorne genopretter skaden ved at give deres viden og kulturelle dannelse videre til deres børnebørn. Vi andre, som har gået i skole i 70’erne, 80’erne og 90’erne, er nok for vanskelige at få opdraget nu. Men man skal selvfølgelig ikke udelukke noget, hvis vores forældres generation pludselig kom på bedre tanker, og nutidens 8-14-årige pludselig viste sig at besidde større dannelse end os selv.

Som indledning vil jeg foreslå, at Ritt Bjerregaard ringer til Sten Clod Poulsen og lige vender sagen med ham. Han har nemlig indset, hvor galt det står til, og at han selv var med til at skabe problemet. Det skrev han nemlig i en fremragende kronik i Politiken for lidt over et år siden.

Og hvis det har Ritt Bjerregaards interesse, så er hun naturligvis også velkommen til at ringe til mig. Jeg er altid frisk på en brainstorming. Ikke mindst oven på min kronik i Information , der netop handler om den åndelige forarmelse i Socialdemokratiet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *