Global eksistentialisme

Eller: Hvad vil menneskeheden med sig selv?

Søren Kierkegaard introducerede den personlige eksistentialisme: Hvad vil du med dig selv og dit liv? Vil du være en “æstetiker”, der pjatter livet væk? Vil du være en etiker, der tager livet, dig selv og dine medmennesker seriøst? Eller vil du være religiøs og nå det allerhøjeste: blind lydighed over for Gud? – Det er her, Kierkegaard efter Baade-Og’s mening tager fejl: den religiøsitet, som tilsidesætter medmennesket til fordel for blind religiøs tro, er dødsens farlig og i virkeligheden pubertær. Hvis ikke ligefrem barnagtig.

Det “højeste”, som det voksne individ og en voksen menneskehed ifølge Baade-Og kan nå, er at blive etikere, der værner lige så meget om medmennesket – det være sig nutidige eller fremtidige – som om sig selv.

Filosofien bag Baade-Og
Titlen “Baade-Og” spiller naturligvis bold med Kierkegaards storværk “Enten-Eller”. Men titlen Baade-Og skyldes i lige så høj grad Aristoteles: siden han skabte sin formelle logik for cirka 2.300 år siden, har europæisk tænkning – selv vores hverdagstanker – været klemt ind i en dualistisk skabelon, hvor alle modsætninger udelukker hinanden. (Du må læse den fulde forklaring i Baade-Og Onsdag, men her kommer alligevel hovedpointen:)

Takket være Aristoteles tænker vi som europæere, at hvis noget ikke er rigtigt, så må det nødvendigvis være forkert. Vi har virkelig vanskeligt ved at forestille os, at det, der ikke er “rigtigt”, blot er “mindre rigtigt” eller “rigtigt på en anden måde”.

I Østen har man filosofien om Yin og Yang, hvor modsætninger harmonerer med hinanden og udgør en helhed. Dét giver en anden måde at forstå og forklare verden på.

En af pointerne i Baade-Og er derfor, at vi i hele verden vil lære – og vil være nødt til at lære – at beherske både den aristoteliske logik, som er forudsætningen for en række videnskaber, og yin-yang-både-og’et som giver langt bedre mulighed for kulturel sameksistens.

Eksistentialismen versus historicismen
Eksistentialismen handler altså om at vælge.

Historicismen handler stort set om det modsatte, nemlig at verden er låst fast i et mønster, vi ikke kan bryde ud af.

Historicismen blev opfundet af den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel. (Eller det gjorde den nu ikke helt, men det er ham der plejer at få æren, så det får han også her.) Den handler om, at der i verden er en “ånd” – en Welt Geist, som Hegel kaldte det på tysk. Denne “ånd” er en udvikling, der gennemsyrer verden og bestemmer, hvordan udviklingen går.

Den mest berømte (eller berygtede!) filosof, som førte Hegels filosofiske arv videre, var Karl Marx. Marxismen bygger på en grundtanke om, at Historien bestemmes af “den dialektiske materialisme” – hvilket på normalt dansk betyder: Vi opfinder en masse ting, og de bestemmer, hvordan vi lever. Fra tid til anden finder vi på noget nyt, der er en modsætning til dét, vi ellers er vant til at gøre.

Som for eksempel, når vi går fra optur-Paris-Hilton-og-Don-Ø-er-genier!, til nedtur-Åh-Obama-kom-og-red-os!

Ifølge Hegel og Marx kan vi ikke selv vælge, om vi har optur eller nedtur, dét vælger Historien – eller den dér Welt Geist – for os.

Dét siger filosoffen Karl Popper så er noget fis! For vi har en fri vilje, og både inden for videnskaben og i det åbne, demokratiske samfund, kan vi diskutere! Og når man diskuterer, så har man selv muligheden for at træffe de beslutninger, som former Historien! Øv bøv!